Havnevej 1

Vedtægter

Vedtægter for Foreningen Med Begrænset Ansvar (F.M.B.A.) "Havnevej 1"

§ 1 - Navn og Hjemsted

Foreningens navn er "Havnevej 1". Foreningens hjemsted er Ebeltoft.

§ 2 - Formål

  1. Foreningens formål er at udleje, forvalte og benytte lokalerne beliggende på Havnevej 1, 8400 Ebeltoft til gavn for byens kreative aktører.
  2. Økonomi: Det er foreningens formål at fremme de enkelte foreningsmedlemmers økonomiske interesser ved fællesarrangementer og promovering af foreningens medlemmer. Dertil vil evt. oparbejdet overskud i foreningen blive fordelt ud til medlemmerne.

§ 3 - Medlemmer

  1. Optagelse: Foreningen kan optage medlemmer "fysiske og juridiske personer", der støtter foreningens formål igennem lejemål. Bestyrelsen er ansvarlig for optagelse af nye medlemmer.
  2. Medlemskab: Medlemskab er ikke overdrageligt.
  3. Udelukkelse: Et medlem kan udelukkes af foreningen, hvis dets handlinger er til skade for foreningen. Udelukkelse skal besluttes af bestyrelsen og kan appelleres til generalforsamlingen.
  4. Stemmeret: Hvert medlem har én stemme.
  5. Udtrædelse: Medlemmer udtræder af foreningen ved opsigelse af lejemål.

§ 4 - Bestyrelse

  1. Sammensætning: Foreningen ledes af en bestyrelse bestående af 3-5 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen. De skal repræsentere de forskellige grupper af lejere i huset.
  2. Valgperiode: Bestyrelsens medlemmer vælges for en periode på 2 år ad gangen. Formand og kasser er på valg i lige år, resterende medlemmer vælges i ulige år. Genvalg kan finde sted.
  3. Bestyrelsens opgaver: Bestyrelsen er ansvarlig for foreningens daglige drift og skal føre protokol over bestyrelsens møder.
  4. Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse.

§ 5 - Generalforsamling

  1. Ordinær generalforsamling: Afholdes årligt inden udgangen af april måned.
  2. Indkaldelse: Indkaldelse skal ske skriftligt med mindst 14 dages varsel til medlemmerne.
  3. Dagsorden: Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
    • Valg af dirigent
    • Bestyrelsens beretning
    • Godkendelse af regnskab
    • Budget og fastsættelse
    • Eventuelle indkomne forslag

§ 6 - Regnskab

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 7 - Vedtægtsændringer

Ændringer af disse vedtægter kan kun vedtages på en generalforsamling med et flertal på mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 8 - Opløsning

Foreningen kan opløses ved beslutning truffet på en generalforsamling med mindst 3/4 flertal blandt de fremmødte medlemmer fysisk eller digitalt. Ved opløsning skal foreningens aktiver anvendes til formål, der ligger inden for foreningens vedtægtsbestemte formål.

§ 9 - Ikrafttrædelse

Disse vedtægter trådte i kraft ved vedtagelse på den stiftende generalforsamling, afholdt 05.02.2025.

Vedtægter for Folkehuset Havnevej

§ 1 - Navn og Hjemsted

  1. Foreningens navn er Folkehuset Havnevej
  2. Almennyttig forening
  3. Folkehuset Havnevej har hjemsted i Syddjurs Kommune
  4. Foreningens adresse er Havnevej 1, 8400 Ebeltoft

§ 2 - Formål

  1. Folkehuset Havnevej har til formål at skabe værdi og muligheder, der styrker Havnevej som et kreativt miljø, samlingssted og fælles kulturhus.

§ 3 - Medlemmer & Kontingent

  1. Folkehuset Havnevej optager løbende nye medlemmer. Foreningen er åben for alle.

§ 4 - Generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er Folkehuset Havnevejs højeste myndighed.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i foråret.
  3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et af Folkehuset Havnevejs medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom. Ekstraordinær generalforsamling skal være indkaldt senest 1 måned efter, at krav herom er fremsat.
  4. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen til medlemmerne med mindst 2 ugers varsel. I indkaldelsen skal angives, hvilke anliggender der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal behandles på generalforsamlingen, skal forslagets væsentligste indhold angives i indkaldelsen.
  5. Emner, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsættes skriftligt til bestyrelsen senest 7 dage efter indkaldelsen.
  6. Dirigenten leder forhandlingerne på generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde, stemmeafgivning og dennes resultat.
  7. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende:
    • Valg af ordstyrer.
    • Valg af referent.
    • Bestyrelsens beretning om foreningens virke i det forløbne år.
    • Forelæggelse af årsrapport til godkendelse.
    • Indkomne forslag.
    • Valg af bestyrelse.
    • Valg af suppleanter.
    • Eventuelt.
  8. Ændringer af vedtægter kan finde sted på Generalforsamlingen eller ekstraordinær generalforsamling med simpelt flertal.
  9. På generalforsamlingen føres referat, der underskrives af ordstyrer.

§ 5 - Bestyrelse

  1. Folkehuset Havnevej ledes af en bestyrelse på 3-5 medlemmer.
  2. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en forperson, en næstforperson og en kasserer.
  3. Der kan vælges 2 suppleanter.
  4. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Valg og genvalg skal finde sted på generalforsamlingen.
  5. Bestyrelsen kan selv fastsætte en husorden.
  6. Bestyrelsesmedlemmerne skal have viden indenfor området, så de bedst muligt kan støtte foreningens formål.

§ 6 - Bestyrelsens Virksomhed

  1. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer deltager i mødet. Mødet kan holdes via fysisk fremmøde eller deltagelse online.
  2. Bestyrelsessuppleanter har ret men ikke pligt til at deltage i bestyrelsesmøderne på lige fod med bestyrelsesmedlemmer, dog uden stemmeret. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen, hvis et medlem er fraværende i mere end 3 måneder, og får derved stemmeret.
  3. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal.
  4. En næstforperson træder i forpersonens fravær i enhver henseende i forpersonens sted. Forpersonen kan meddele fuldmagt (prokura).

§ 7 - Tegning og Hæftelse

  1. Folkehuset Havnevej tegnes af bestyrelsens forperson i forening med kassereren.
  2. For Folkehuset Havnevejs forpligtelser hæfter alene Folkehuset Havnevejs formue. Der påhviler ikke bestyrelsesmedlemmer nogen hæftelse for forpligtelser.

§ 8 - Årsregnskab

  1. Folkehuset Havnevejs regnskabsår er kalenderåret.
  2. Første regnskabsår løber fra stiftelsen til 31. december 2025.
  3. Inden 4 måneder efter hvert regnskabsårs udløb udarbejder bestyrelsen i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom en årsrapport som fremlægges på generalforsamlingen.

§ 9 - Uddeling og Overskudsanvendelse

  1. I overensstemmelse med formålsbestemmelsen træffer bestyrelsen beslutning om anvendelse af Folkehuset Havnevejs midler.
  2. Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af Folkehuset Havnevej.
  3. Ethvert aktiv, som foreningen ejer eller fremtidig erhverver, skal lyde på foreningens navn og skal så vidt muligt noteres som tilhørende.
  4. Hvis Folkehuset Havnevej opløses, skal en eventuel formue udloddes til et alment nyttigt formål.

Kontakt

Havnevej 1, 8400 Ebeltoft
E-mail, Facebook, Instagram